Sidste dage i Uganda

Dette er et billede af hvad Tekera centeret står for (som var det sted Brigette viste mig)

Craftshoppen i Tekera, hvor de lokale kvinder sidder og fletter skåle og syer tasker, så de kan betale for behandling i klinikken eller tjene lidt ekstra til mad.

Her dyrkede de salat, krydderurter og grønsager, som bliver solgt til hoteller i nærheden.

En ananas mark som også tilhørte Tekera centeret

En lille pige der venter på behandling i klinikken

sidste aften på Pork Joint! fra venstre: Kaylee, Kezia, Joyce, Mette, Branda og Harriet.

Kaylee og Kezia

Kortspil på Pork Joint

Gruppebillede! Drengene er Charles nr. to fra højre (medarbejder hos UCC). De to andre er Bryan og julius, som er Joyces venner.

på vej til Kampala..

cykler som de oftest ser ud i Uganda

"The Last supper"

Entebbe lufthavn

Velkomst middag serveret af Jesper - mums!

Fjolleri og hygge med søster i Odense

De sidste dage i Uganda var meget travle fordi der var så meget jeg lige skulle nå:)
Jeg tog ud til babyhjemmet for sidste gang mandag morgen og var der indtil middag. Det var så dejligt at være lidt sammen med dem. Det var kun de store børn der forstod at jeg ikke kom igen lige foreløbig. Nande som er den ældste pige sagde til mig ti gange: don´t forget us! Jeg ved ikke hvordan hun kunne tro at jeg kunne glemme dem!
Hun stod og vinkede over muren ud til vejen indtil jeg fandt en border, som ville køre mig tilbage til byen. Der blev jeg lidt trist. Det er hårdt at sige farvel.

Derefter tog jeg ind til byen for at få "fjernet bushen", som Kezia kaldte det!;) Det var bare manicure og pedicure. Det tog en evighed og jeg fortrød helt at jeg var taget derhen, men mine fødder blev virkelig bløde! Da jeg var færdig ringede jeg til Alex, som kom ned i byen med bilen, så jeg kunne købe madrasser, myggenet og skoletasker til vores sponsorbørn.
Da jeg kom hjem stod Charles (social worker, uganda child care) og ventede på mig og så tog vi ud og spillede badminton. Man kan virkelig godt mærke, når man ikke har lavet nogen form for sport i halvanden måned :) Om aftenen pakkede jeg de fleste af mine ting ned, da jeg godt var klar over at tirsdag ville blive en tralv dag.

tirsdag morgen mødte jeg Brigitte på et hotel i nærheden hvorfra vi kørte ud i bushen til hendes klinik. hende og hendes mand står bag et helt center, hvor der er en lille farm, skole, craft shop og en klinik. Jeg var rundt og se det hele og fyldte hele min taske med gaver fra shoppen og fulgte hendes arbejde på klinikken. Der er sæson for malaria efter hver regntid, og regntiden begyndte den sidste uge i Uganda. Hvilket betød at der ikke var særlig travlt i klinikken. På en alm. dag er der mellem 10 og 20 patienter mens der i malaria sæsonen er op til 50 patienter. Hun fortalte mig at patienterne nogle gange overnatter så de kan få medicin via drop i løbet af natten.
Da kl. blev tre kom der en border border og hentede mig. Vi var virkelig ud i bushen, så det var en tur på 45 min. på en meget hullet dust road med fuld speed! Jeg blev bogstaveligtalt ramt af bushen - dvs. der var så meget krat og så små veje at det rev mig når vi passerede andre på vejen.
Det var noget af en oplevelse, og selvom jeg klamrede mig til sædet - nød jeg virkelig suset i maven og den helt utrolig smukke natur. Jeg sad med tårer i øjenene hele vejen hjem fordi jeg vidste at det var min sidste tur på en border border og mit sidste besøg i bushen - foreløbig i hvert fald!

jeg skyndte mig ind på kontoret, da jeg ankom til masaka, hvor jeg havde 50 min. til at få alle mine rapporter skrevet ind i systemet og jeg nåede det kun lige nøjagtig. Derefter havde jeg en time til at pakke færdigt og skifte tøj inden vi skulle ud at spise på den lokale Pork Joint, som er alle andres en min og Kaylees ynglings sted. Det er grillede svinekøds spyd som er fyldt med fedt med en salat bestående af tomat og løg. Man spiser med fingerne og der er rigtig hyggeligt men jeg sprang lige svinekødet over.
Da vi havde spist spillede vi kort, hvilket var rigtig hyggeligt! Det var dejligt at være sammen med dem alle sammen en sidste gang inden vi skulle hjem.

Onsdag morgen løb både Henriette og jeg rundt i huset for at blive klar til afrejse. Vi kørte 7:30 og havde Moses og kezia med i bilen. Alex var chauffør. Vi valgte at køre tidligt så vi kunne komme forbi craftmarkedet og købe de sidste gaver med hjem. Jeg kendte jo de fleste priser på det tidspunkt, fordi jeg havde spurgt mine ugandiske venner og handlet der før. Så jeg fik virkelig pruttet priserne ned. De tager simpelthen næsten det dobbelte for tingene når man er muzungo, hvis man ikke ved bedre!
Jeg købte en t-shirt hvor der stod "my name is NOT muzungo" på! Den synes jeg var virkelig sjov fordi alle uganderne råber: "Muzungo" efter én!

Bagefter markedet kørte vi til entebbe (da vi var i alt for god tid) og spiste vores sidste måltid i Uganda på et pizzaria, som ellers er en sjældenhed i Uganda. Vi havde beregnet ekstra tid til kørslen fordi der netop den dag ville være et arrangement for den ugander der løb sig til en guld medalje i OL, men det viste sig ikke at bremse trafikken.
Så gik turen ellers hjemad og jeg fik set et par film men desværre ikke sovet. Min sidemand blev ved med at falde ned i mig hver gang han faldt i søvn, så jeg faldt aldring i søvn. Tilgengæld fik jeg den bedste plads! pladsen lige efter 1. klasse, hvor der er meget mere plads til benene (for jeg har jo SÅ lange ben)!

Da jeg ankom til Odense lidt over et døgn senere end vi kørte fra Masaka, blev jeg modtaget af flag og Tine, far og Jesper. Jesper havde åbenbart fået lov at arbejde hjemme for at han kunne tae i mod mig!! Det var en meget stor overraskelse og jeg tudbrølede lige midt på banegården! :D
De første par dage efter jeg kom hjem har jeg tilbragt sammen med venner og familie og det har været virkelig skønt men det er også hårdt at komme hjem. Jeg savner allerede Uganda og synes pludselig at Danmark er umådelig kedeligt.. men samtidig har jeg også lært at sætte pris på de ting eg har her i danmark på en helt anden måde!
Jeg har forelsket mig i Afrika og jeg ved at jeg vender tilbage allerede næste sommer!

Safari og lake nabugabo

De sidste par dage har virkelig været nogle travle og oplevelsesrige dage!
Lørdag morgen tog Alex, Henriette, Kezia, Salma, mama Rose og jeg hele babyhjemmet med på safari ved Lake Mburo. Da vi kom til indgangen havde de selvfølgelig hævet priserne for entré! Men vi fik dem heldigvis overtalt til at give os noget rabat ellers ville vi ikke have penge nok.
Vi kørte ned til søen i parken, hvor vi alle tog en bådtur. Det var nok det mest spændende, fordi vi kunne se små krokodiller og flodheste indenfor en afstand på 4-5 meter.

Børnene var virkelig sjove at have med! De råbte og skreg hver gang der kom et dyr selvom vi prøvede at fortælle dem at det ville skræmme dyrene vækJ
For dem var bare det at komme ud at køre i bil og se noget andet en oplevelse i sig selv. En af drengene blev ved med at råbe ”Bil”! Hver gang han så en bil. Han var helt vildt oppe at køre over turen! Han hoppede op og ned i bilen hele vejen!

Vi kom først hjem ved ottetiden i går aftes og der var strømmen gået, så jeg gik bare i seng tidligt.

I formiddags tog jeg med Kaylee over til Fay, som tidligere har arbejdet for UCC. Vi ville nemlig gerne prøve at opleve en rigtig lokal kirke. Så vi tog til skolen Victorias, hvor der er lokaler til en kirke om søndagen. Det var helt vildt specielt at opleve! Da vi kom (lidt for sent) sang de allerede. Det er en blanding mellem at synge og råbe og alle er virkelig fordybet i det! Nogle græd, andre lå på knæ mens andre klappede og dansede! Det var helt vildt overvældende!
Vi blev budt velkommen og fik stukket en mikrofon i hånden så vi kunne fortælle lidt om os selv, fordi vi var besøgende. Jeg tænkte, åh nej!:)

Bagefter spiste Kaylee og jeg frokost på café FrikadellenJ og så skete der noget mærkeligt! Der sad fire mænd ved bordet ved siden af os, hvor vi faldt i snak med den ene af dem. De fortalte at de var fra New York og var i Uganda for at lave en dokumentar om børn med malaria. Så fortalte jeg, at jeg arbejde med børn der bl.a. har malaria. Så kiggede en af de andre fyre op for sin computer og sagde: ”vent lige lidt – vil du ikke være med i dokumentaren?” og så sagde jeg ja med de samme. Der gik kun to minutter og så havde de givet mig en mikrofon på og sat to videokameraer op.
Jeg var godt nok lidt nervøs for at kludre helt i det med mit halvdårlige engelsk, men det gik faktisk fint. Han spurgte bl.a. om, hvad der ville ske hvis vi ikke tog ud i bushen med behandling til dem der har malaria. Så slog det mig pludselig, at hvis vi ikke kommer derud dør børnene formentlig. Det har jeg aldrig tænkt over før. Her venter forældrene desværre til barnet er så sygt at det formentlig ville være for sent at behandle barnet. De har ofte ikke penge til transporten ind til byen og sygehusene, så de strækker den til sidste øjeblik, hvilket ofte er for sent.

Dokumentaren kommer til at hedde ”5 on Monday” (se fiveonmonday.com) og skal handle om børn med malaria rundt omkring i verden bl.a. Uganda og Haiti. Fokus er alle de børn der dør af malaria, selvom det kunne have været forebygget/behandlet med myggenet, malariamedicin eller noget helt tredje, som er speciellavet tøj, som myggene ikke kommer i nærheden af. Ham som interviewede mig er idémanden bag dokumentaren. Han hedder Robin R. Crespo og er designer i New York. Han laver lilla tøj som er udviklet til at holde myggene på afstand. Der er altså noget i stoffet som myggene ikke kan lide og de bider derfor ikke.
Han har et stort show i New York her i september, hvor han bl.a. fremviser tøjet og i september næste år i Paris. Hvis det viser sig at være noget for mig, så kunne jeg godt finde på at tage til Paris og se det! J
De mangler stadig at besøge en del lande bl.a. Haiti, så det tager minimum et år inden den er færdig. Men jeg håber at jeg er med i den, når den er færdig. Det kunne være så fedt at se!!
De har lovet at skrive til mig, når den er færdig.

Da vi havde lavet interviewet og spist tog jeg med til Lake Nabugabo, hvor der var rigtig lækkert! Jeg spillede pool med drengene og bagefter spiste vi på stranden, spillede kort og der var en der spillede guitar og sang.
En virkelig god dag i Uganda – kommer til at savne det så meget!

Godnat!

Bussen vi kørte i til safari

En meget glad Jaybee:)

Gruppebillede ved Lake Mburo

Flodheste!

Svært at se - men her er en krokodille!

Kirken vi besøgte i dag

Designeren Robin og jeg - han har sit eget design på (det der "forebygger" myggestik)

Pool ved Lake Nabugabo

Gruppebillede ved Lake Nabugabo

Guitarspil ved Lake Nabugabo

Masaka Hospital, Babyhome og shopping

I dag tog jeg ud på babyhjemmet om formiddagen men jeg nåede ikke at blive der særlig længe, fordi lille Winnie havde det så skidt at vi var nød til at køre på hospitalet med hende. Hun havde ligesom et par af de andre børn fået en infektion i lungerne. Hendes øje var hævet helt vildt op også, men jeg fandt aldrig ud af hvad det var.
Hun så bare så skidt ud den lille Winnie. Vi var heldige at Kezia har nummeret på en af lægerne ellers kunne vi vente i evigheder. Sådan er vilkårene på det offentlige hospital.
Da vi kom hjem igen tog jeg med Kaylee (en amerikansk volontør der kom i fredags) og Joyce ud og shoppe. Det er markedsdag om fredagen, så der tog vi hen. Jeg købte en nederdel og et par sko til Mahedi (mit sponsorbarn).

Thimothy og Keylee på babyhjemmet

En lille syg Winnie

Ventetid på hospitalet.. Emmily kom også med fordi hun havde skoldkopper.

Winnie inde hos lægen

Her sidder Kezia med Winnie inde i undersøgelsesrummet..

Sådan hænger kødet over alt inde i byen - lige i solen!

Kaylee og Joyce foran markedet

Markedet udefra

Joyce der leder efter noget badetøj på markedet..

 

Rundvisning

Da der ikke sker så meget disse dage tænkte jeg, at jeg ville lave et indlæg med billeder fra det område hvor jeg bor - huset og området omkring.
Vi bor i et ret stort hus, hvor der er fire værelser som alle sammen er besat nu. Alex, Henriette, Kaylee og jeg bor her. Det er et dejligt hus men det trænger virkelig til en kærlig hånd! gulvene har engang haft en malet overflade som er krakeleret over alt. På grund af gulvenes dårlige stand og den store mængde støv, der er her, er gulvene altid møg beskidte! Så jeg glæder mig til at  kunne gå rundt i bare tær derhjemme:)
Køkkenet er virkelig ikke lækkert.  Det er så gammelt at det ikke rigtigt at blive rent og så er vores karklude så ulækre. Jeg har ikke kunne finde nogle nye i byen. Så vores madhygiejne er virkelig dårlig i forhold til derhjemme. Endnu en ting jeg glæder mig til at komme hjem til - mit køkken!!

På min vej til UCC's kontor

Vores stue

Vores køkken

På vej til swimmingpoolen (Ruth og Carstens hus)

Også på min vej til swimmingpoolen tæt på vores gade..

Mit skønne værelse

En af de aber der kigger forbi vores have.. Der sad lige pludselig to på taget og en i haven i går:)

Kitovu Hospital

Endelig har jeg noget spændende at skrive om!
I dag tog jeg på Kitovu hospital med Bridget, som er en ældre canadisk sygeplejerske, som arbejder der frivilligt. Hun er virkelig sej må jeg sige. Hun kom først til Uganda i 1970´erne da hun var 20 år for at arbejde i bushen som sygeplejerske. Dengang var der krig her så hun kunne ikke bevæge sig særlig meget rundt. hun blev her i tre år derefter tog hun hjem til Canada, hvor hun stiftede familie og tog derfor først til Uganda igen 20 år efter, hvor hun bor med sin mand i Masaka. De har et projekt i bushen med en farm og en klinik, hvor der arbejder lokale sygeplejersker.

Bridget viste mig rundt på hele hospitalet. Der var en Maternity ward, nutrition ward, children ward m.m. Den afdeling der hed "Maternity" er for fødende kvinder og det er der hvor Bridget hører til. Hun har ansvaret for de for tidligt fødte børn. I øjeblikket er det kun et for tidligt født barn, og moderen får lov at tage hende med hjem i morgen. Hun vejer nu 1,2 kg. En lille bitte stump!:)
Jeg så også afdelingen for fejlernærede børn. Mange børn er fuldstændig fejlernæret hernede - det er ikke nødvendigvis fordi de ikke får nok mad, men fordi de f.eks. får det samme mad tre gange om dagen. Bridget fortalte mig at de børn der indlægges der, vil typisk være der i flere måneder før deres vægt begynder at blive normal men de fleste dør desværre inden.
Jeg så en lille pige der uden tøj på hun var virkelig tynd. Hendes hud på ballerne hang slapt i flere lag, fordi hun simpelthen ikke havde nok fedt til at "fylde det ud". Man kunne også se hendes knogler og ribben meget tydeligt. Hendes tilstand var virkelig elendig.
Der var en anden dreng som bare sad og stirrede ud i luften med et virkelig tomt udtryk i hans øjne. Bridget fortalte mig, at de fejlernærede børn ofte ligger helt stille og er dybt uinteresseret i omgivelserne, som om de befinder sig et andet sted. De mangler simpelthen energien til at bevæge sig eller udtrykke følelser.

På fødselsafdelingen var der et stort rum, hvor der kunne ligge fire fødende kvinder ved siden af hinanden med gardiner imellem. Der var stort set stille derinde!? indimellem kunne man høre en klynke lidt, men ellers går ugandiske kvinder åbenbart igennem en fødsel uden at sige ret meget og uden bedøvelse. Hvis det var i Danmark det var sådan, havde man helt sikkert ikke kunne høre hvad man selv tænkte med op til fire fødende kvinder i et rum. De er virkelig stærke, udholdende og frygtløse - ugandiske kvinder!!!   

Mens jeg var der blev der født i hvert fald fire babyer. Mødrene havde født før så da de først var klar til at føde poppede barnet næsten ud! Derfor nåede jeg aldrig at se hele fødslen, men mens jeg var igang med at ligge et kateter på en kvinde, var der en anden kvinde som pludselig kom ind på stuen og fødte. Hun fik en lille pige. Da hun kom ud stoppede hun med at trække vejret og jeg fik besked på at løbe ind på fødselsstuen og tænde kuvøsen derinde. Jeg fik den tændt og vi fik varmet babyen godt op. Bridget forsøgte at suge hende og gav hende ilt. Bridget mente at hun formentlig havde fået moderkagen ned i lungerne. Hun var ret skidt men begyndte at trække vejret igen med ilt i næsen.
Jeg skulle observere barnet mens Bridget hentede nogle ting vi skulle bruge. "Kald på mig hvis hun holder op med at trække vejret"! sagde hun. Jeg tænkte bare åh nej, hvorfor står jeg her alene. Men det gik selvfølgelig fint.
Jeg fik bagefter lov til at give babyen en injektion med K-vitamin i musklen. Det er første gang jeg har givet en intramuskulær injektion, så det var selvfølgelig spændende at få lov til!

På tirsdag har jeg fået lov til at komme med Bridget ud i bushen og følge arbejdet på klinikken der. Det er godt nok den sidste dag jeg er her, så måske er jeg nød til at tage hjem lidt før. Men jeg overvejer bare at blive hele dagen og pakke om aftenen i stedet. Jeg glæder mig rigtig meget!
Hvis hun får tid vil hun også gå med mig på det offentlige hospital og vise mig det. Jeg så kun børne afdelingen, da jeg var der med Kezia.
Torsdag og fredag skal jeg skrive mine sidste sundhedsrapporter ind og måske besøge babyhjemmet, hvis jeg får tid. Lørdag tager vi på safari med babyhjemmet. Søndag ingen planer. Mandag tager jeg ud og siger farvel på babyhjemmt. Onsdag tidlig morgen kører vi til Kampala og køber nogle souvenirs på Craft markedet inden vi kører til Entebbe lufthavn.

Det her er nutrition ward

Her er den pige jeg fortalte om med huden hængene fra hendes baller

Her er et billede af den dreng der bare blev ved og ved med at stirre

Her er igen et billede af den meget underernæret pige, her med hendes mor. Prøv at se hendes arm! Det hun har tapet på siden af hovedet er en sonde

Her holder jeg det for tidlig fødte barn på 1,2 kg. hun var så lille og sød.

Her er en baby der lige var blevet født.

Jeg fik lov til at prøve at intubere en babydukke, hvilket faktisk var ret sjovt. Det lykkedes til sidst!