Ventetid på hospitalet

Så er jeg ved at være mig selv igen:) Jeg har følt mig ret frisk i dag og i går var jeg allerede i betydelig bedring. 

i går tog jeg ned på kontoret og var med til det vores mandags morgenmøde, hvor vi planlægger ugen og synger lidt gospel:) Derefter tog jeg ud til Masaka Hospital igen, for at møde direktøren. Jeg blev helt overrasket da hun faktisk var der! jeg tog plads i venteværelset, hvor der allerede sad to andre. Det viste sig dog ikke at skulle gå så nemt. For det første gik direktøren ud for at spise frokost efter to timers ventetid og sagde jeg er tilbage om nogle få minutter. Få minutter i Uganda svarer til en god halv times tid, så det regnede jeg så med. Men der gik en time! Alt i alt tror jeg at jeg sad og ventede i tre en halv time før jeg kom ind. Jeg havde selvfølgelig ikke taget en bog eller noget med. De andre gav op og gik igen men jeg VILLE bare havde ren besked nu! Jeg gad ikke at blive ved med at prøve at finde nogle der kunne give mig et svar på om jeg måtte se hospitalet.

Da jeg kom ind lavede direktøren alt muligt andet end at forholde sig til mig, og da hun endelig henvendte sig til mig viste det sig hurtigt at det ikke kunne lade sig gøre. De ville have sagt ja, hvis jeg havde haft tre uger tilbage. Hun sagde, at de simpelthen ikke får nok ud af at have en frivillig for en uge, fordi man så ikke når at komme ind i tingene. Det var jo også fair nok, men jeg blev godt nok skuffet. Jeg har fået et telefonnummer og en e-mail jeg kan skrive til, hvis jeg kommer tilbage til Uganda og har tre uger hvor jeg vil være på hospitalet.

I går eftermiddags og aftes var vi (Alex, Henriette og mig) sammen med Joyce og en ny volontør fra USA som hedder Kaylee (hun er Joyces veninde) og Kezia. Vi fik god mad og så en film sammen i Ruth og Carstens hus. 

I dag tog jeg direkte ud til et andet hospital, som hedder Kitovu Hospital. Det er et privat hospital og standarten er derfor bedre end på det offentlige hospital i Masaka. Kezia fortalte mig, at patienterne på Kitovu betaler noget af regningen selv. Så vidt jeg har forstået, er det det hospital som vi sender børnene fra babyhjemmet ud på.

der så godt nok også meget pænere ud der. Det var tydeligt at se selvom jeg kun så det udefra. 

Jeg gik direkte til administrationen men der var selvfølgelig ikke nogle af de "vigtige" folk der. jeg troede (måske lidt naivt) at det ville være meget lettere at opspore direktøren på et privat hospital. Men sådan er det åbenbart generelt.

Da jeg gik derfra tænkte jeg at det gider jeg ikke bruge en uge mere på! Så jeg fandt et nummer på en udenlandsk sygeplejerske, Bridget, som arbejder på hospitalet. Det er en af Kezias og Joyces veninder. og endelig er der noget der ser ud til at lykkes! Jeg skulle ringe til hende igen i aften og så vil hun ligge et program for mig! JUBII! Jeg håber virkelig det bliver til noget!:) 

Nu skal jeg til at skrive nogle sundheds rapporter og bagefter overvejer jeg at forkæle mig selv med frokost på Frikadellen;) Jeg skal nemlig alligevel ned og hente en kjole som jeg har fået syet på kontoret af en syersken dernede, for at se om den passer.