Endelig har jeg noget spændende at skrive om!
I dag tog jeg på Kitovu hospital med Bridget, som er en ældre canadisk sygeplejerske, som arbejder der frivilligt. Hun er virkelig sej må jeg sige. Hun kom først til Uganda i 1970´erne da hun var 20 år for at arbejde i bushen som sygeplejerske. Dengang var der krig her så hun kunne ikke bevæge sig særlig meget rundt. hun blev her i tre år derefter tog hun hjem til Canada, hvor hun stiftede familie og tog derfor først til Uganda igen 20 år efter, hvor hun bor med sin mand i Masaka. De har et projekt i bushen med en farm og en klinik, hvor der arbejder lokale sygeplejersker.
Bridget viste mig rundt på hele hospitalet. Der var en Maternity ward, nutrition ward, children ward m.m. Den afdeling der hed "Maternity" er for fødende kvinder og det er der hvor Bridget hører til. Hun har ansvaret for de for tidligt fødte børn. I øjeblikket er det kun et for tidligt født barn, og moderen får lov at tage hende med hjem i morgen. Hun vejer nu 1,2 kg. En lille bitte stump!:)
Jeg så også afdelingen for fejlernærede børn. Mange børn er fuldstændig fejlernæret hernede - det er ikke nødvendigvis fordi de ikke får nok mad, men fordi de f.eks. får det samme mad tre gange om dagen. Bridget fortalte mig at de børn der indlægges der, vil typisk være der i flere måneder før deres vægt begynder at blive normal men de fleste dør desværre inden.
Jeg så en lille pige der uden tøj på hun var virkelig tynd. Hendes hud på ballerne hang slapt i flere lag, fordi hun simpelthen ikke havde nok fedt til at "fylde det ud". Man kunne også se hendes knogler og ribben meget tydeligt. Hendes tilstand var virkelig elendig.
Der var en anden dreng som bare sad og stirrede ud i luften med et virkelig tomt udtryk i hans øjne. Bridget fortalte mig, at de fejlernærede børn ofte ligger helt stille og er dybt uinteresseret i omgivelserne, som om de befinder sig et andet sted. De mangler simpelthen energien til at bevæge sig eller udtrykke følelser.
På fødselsafdelingen var der et stort rum, hvor der kunne ligge fire fødende kvinder ved siden af hinanden med gardiner imellem. Der var stort set stille derinde!? indimellem kunne man høre en klynke lidt, men ellers går ugandiske kvinder åbenbart igennem en fødsel uden at sige ret meget og uden bedøvelse. Hvis det var i Danmark det var sådan, havde man helt sikkert ikke kunne høre hvad man selv tænkte med op til fire fødende kvinder i et rum. De er virkelig stærke, udholdende og frygtløse - ugandiske kvinder!!!
Mens jeg var der blev der født i hvert fald fire babyer. Mødrene havde født før så da de først var klar til at føde poppede barnet næsten ud! Derfor nåede jeg aldrig at se hele fødslen, men mens jeg var igang med at ligge et kateter på en kvinde, var der en anden kvinde som pludselig kom ind på stuen og fødte. Hun fik en lille pige. Da hun kom ud stoppede hun med at trække vejret og jeg fik besked på at løbe ind på fødselsstuen og tænde kuvøsen derinde. Jeg fik den tændt og vi fik varmet babyen godt op. Bridget forsøgte at suge hende og gav hende ilt. Bridget mente at hun formentlig havde fået moderkagen ned i lungerne. Hun var ret skidt men begyndte at trække vejret igen med ilt i næsen.
Jeg skulle observere barnet mens Bridget hentede nogle ting vi skulle bruge. "Kald på mig hvis hun holder op med at trække vejret"! sagde hun. Jeg tænkte bare åh nej, hvorfor står jeg her alene. Men det gik selvfølgelig fint.
Jeg fik bagefter lov til at give babyen en injektion med K-vitamin i musklen. Det er første gang jeg har givet en intramuskulær injektion, så det var selvfølgelig spændende at få lov til!
På tirsdag har jeg fået lov til at komme med Bridget ud i bushen og følge arbejdet på klinikken der. Det er godt nok den sidste dag jeg er her, så måske er jeg nød til at tage hjem lidt før. Men jeg overvejer bare at blive hele dagen og pakke om aftenen i stedet. Jeg glæder mig rigtig meget!
Hvis hun får tid vil hun også gå med mig på det offentlige hospital og vise mig det. Jeg så kun børne afdelingen, da jeg var der med Kezia.
Torsdag og fredag skal jeg skrive mine sidste sundhedsrapporter ind og måske besøge babyhjemmet, hvis jeg får tid. Lørdag tager vi på safari med babyhjemmet. Søndag ingen planer. Mandag tager jeg ud og siger farvel på babyhjemmt. Onsdag tidlig morgen kører vi til Kampala og køber nogle souvenirs på Craft markedet inden vi kører til Entebbe lufthavn.
I dag tog jeg på Kitovu hospital med Bridget, som er en ældre canadisk sygeplejerske, som arbejder der frivilligt. Hun er virkelig sej må jeg sige. Hun kom først til Uganda i 1970´erne da hun var 20 år for at arbejde i bushen som sygeplejerske. Dengang var der krig her så hun kunne ikke bevæge sig særlig meget rundt. hun blev her i tre år derefter tog hun hjem til Canada, hvor hun stiftede familie og tog derfor først til Uganda igen 20 år efter, hvor hun bor med sin mand i Masaka. De har et projekt i bushen med en farm og en klinik, hvor der arbejder lokale sygeplejersker.
Bridget viste mig rundt på hele hospitalet. Der var en Maternity ward, nutrition ward, children ward m.m. Den afdeling der hed "Maternity" er for fødende kvinder og det er der hvor Bridget hører til. Hun har ansvaret for de for tidligt fødte børn. I øjeblikket er det kun et for tidligt født barn, og moderen får lov at tage hende med hjem i morgen. Hun vejer nu 1,2 kg. En lille bitte stump!:)
Jeg så også afdelingen for fejlernærede børn. Mange børn er fuldstændig fejlernæret hernede - det er ikke nødvendigvis fordi de ikke får nok mad, men fordi de f.eks. får det samme mad tre gange om dagen. Bridget fortalte mig at de børn der indlægges der, vil typisk være der i flere måneder før deres vægt begynder at blive normal men de fleste dør desværre inden.
Jeg så en lille pige der uden tøj på hun var virkelig tynd. Hendes hud på ballerne hang slapt i flere lag, fordi hun simpelthen ikke havde nok fedt til at "fylde det ud". Man kunne også se hendes knogler og ribben meget tydeligt. Hendes tilstand var virkelig elendig.
Der var en anden dreng som bare sad og stirrede ud i luften med et virkelig tomt udtryk i hans øjne. Bridget fortalte mig, at de fejlernærede børn ofte ligger helt stille og er dybt uinteresseret i omgivelserne, som om de befinder sig et andet sted. De mangler simpelthen energien til at bevæge sig eller udtrykke følelser.
På fødselsafdelingen var der et stort rum, hvor der kunne ligge fire fødende kvinder ved siden af hinanden med gardiner imellem. Der var stort set stille derinde!? indimellem kunne man høre en klynke lidt, men ellers går ugandiske kvinder åbenbart igennem en fødsel uden at sige ret meget og uden bedøvelse. Hvis det var i Danmark det var sådan, havde man helt sikkert ikke kunne høre hvad man selv tænkte med op til fire fødende kvinder i et rum. De er virkelig stærke, udholdende og frygtløse - ugandiske kvinder!!!
Mens jeg var der blev der født i hvert fald fire babyer. Mødrene havde født før så da de først var klar til at føde poppede barnet næsten ud! Derfor nåede jeg aldrig at se hele fødslen, men mens jeg var igang med at ligge et kateter på en kvinde, var der en anden kvinde som pludselig kom ind på stuen og fødte. Hun fik en lille pige. Da hun kom ud stoppede hun med at trække vejret og jeg fik besked på at løbe ind på fødselsstuen og tænde kuvøsen derinde. Jeg fik den tændt og vi fik varmet babyen godt op. Bridget forsøgte at suge hende og gav hende ilt. Bridget mente at hun formentlig havde fået moderkagen ned i lungerne. Hun var ret skidt men begyndte at trække vejret igen med ilt i næsen.
Jeg skulle observere barnet mens Bridget hentede nogle ting vi skulle bruge. "Kald på mig hvis hun holder op med at trække vejret"! sagde hun. Jeg tænkte bare åh nej, hvorfor står jeg her alene. Men det gik selvfølgelig fint.
Jeg fik bagefter lov til at give babyen en injektion med K-vitamin i musklen. Det er første gang jeg har givet en intramuskulær injektion, så det var selvfølgelig spændende at få lov til!
På tirsdag har jeg fået lov til at komme med Bridget ud i bushen og følge arbejdet på klinikken der. Det er godt nok den sidste dag jeg er her, så måske er jeg nød til at tage hjem lidt før. Men jeg overvejer bare at blive hele dagen og pakke om aftenen i stedet. Jeg glæder mig rigtig meget!
Hvis hun får tid vil hun også gå med mig på det offentlige hospital og vise mig det. Jeg så kun børne afdelingen, da jeg var der med Kezia.
Torsdag og fredag skal jeg skrive mine sidste sundhedsrapporter ind og måske besøge babyhjemmet, hvis jeg får tid. Lørdag tager vi på safari med babyhjemmet. Søndag ingen planer. Mandag tager jeg ud og siger farvel på babyhjemmt. Onsdag tidlig morgen kører vi til Kampala og køber nogle souvenirs på Craft markedet inden vi kører til Entebbe lufthavn.
 |
| Det her er nutrition ward |
 |
| Her er den pige jeg fortalte om med huden hængene fra hendes baller |
 |
| Her er et billede af den dreng der bare blev ved og ved med at stirre |
 |
| Her er igen et billede af den meget underernæret pige, her med hendes mor. Prøv at se hendes arm! Det hun har tapet på siden af hovedet er en sonde |
 |
| Her holder jeg det for tidlig fødte barn på 1,2 kg. hun var så lille og sød. |
 |
| Her er en baby der lige var blevet født. |
 |
| Jeg fik lov til at prøve at intubere en babydukke, hvilket faktisk var ret sjovt. Det lykkedes til sidst! |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar